Archlinux.dk – Status

Det er ved at være længe siden at der har været nyheder her på siden og det er selvfølgelig ikke tilfredsstillende. Begrundelsen for denne manglende opdatering af siden er kort fortalt manglende tid og prioritering af studierne. Jeg har haft en del at se til i den sidste måneds tid hvor der både skulle færdiggøres et større projekt og gennemgå en del eksamener. Status på alt dette er at jeg mangler den sidste eksamen der kommer i slutningen af denne uge og så skulle der igen være tid til opdatering af Archlinux.dk.

Jeg har flere gange forsøgt at hyre nogle til at stå for nyhederne på siden men der er endnu ikke kommet en nyhed fra de 2 personer som står på listen over ”forfattere” til siden. Dette skal ikke på nogen måde ses som kritik men mere et eksempel på hvor svært det er at holde en side opdateret med regelmæssige nyheder mens det hele hviler på en enkelt mands skuldre der samtidig har andet der skal passes. Derfor kommer jeg endnu engang med opfordring til at hvis nogen ønsker at støtte siden med nyheder, artikler eller lign. (kunne også bare være ferieafløser så der også kommer nyheder når jeg lige er væk) så send mig en mail til adressen: julemand101@gmail.com

Men nok brok herfra for denne gang. Det er glædeligt at se at der hele tiden kommer nye Arch Linux brugere her i Danmark og at nogen af disse finder frem til Archlinux.dk og får hjælp på forummet eller IRC. Som nogen nok har lagt mærke til så er det meget svært at se nogen information omkring at vi faktisk har en IRC kanal (#archlinux.dk på irc.freenode.net) hvilket er en skam da jeg kan se vi er nogle der er parate til at hjælpe nogen via IRC. Personligt mener jeg at IRC er et meget godt redskab til at hjælpe brugere direkte eftersom det er meget åbent og har mange forskellige klienter. Det er dog også samtidigt nødvendigt at huske på at mange ikke kender til IRC netværket og derfor bør der til disse brugere være en nem tilgang til IRC kanalen.

Jeg arbejder i øjeblikket på at lave en guide til hvordan man kommer ind på #archlinux.dk kanalen men også så man kan komme ind via forskellige webclienter direket fra Archlinux.dk siden. Mere information omkring dette når jeg er færdig med projektet. Hvis nogen undre sig over hvorfor det skulle tage så lang tid er det mest fordi jeg bruger det som et værktøj til at lære noget basal PHP kodning.

Sidst vil jeg meget gerne høre gode forslag til hvad der kunne tilføjes til Archlinux.dk. Jeg tager gerne imod forslag både på mail: julemand101@gmail.com samt kommentarer til denne nyhed.

Hilsen

Jacob Bang / julemand101
Administrator af Archlinux.dk

Skriv en kommentar

Kopier venligst strengen 9z1lbb til nedenstående felt: